Psykologen besvarer kommunens anmodning (PSYK 115) på blanket PSYK 125.
Kontakten med psykologen kan være igangværende eller afsluttet.
Psykologens besvarelse hviler på grundlag af eksisterende journaloplysninger samt kendskab til klienten.
Hvis arbejdsevne nævnes under andre blanketter, skal denne formulering bruges.
Aktuel Situation indeholder faktuelle oplysninger og et skøn. Aktuel Situation fra Psykolog er et relevant resumé af forholdene i relation til kommunens problemstilling.
Formålet vil være at give oplysninger, som kan indgå i afklaringen af, hvilken indsats det vil være relevant at iværksætte i forhold til sagens problemstilling.
En Aktuel Situation indledes med en beskrivelse af årsagen til, at klienten er i kontakt med psykologen, samt hvor lang tid denne har stået på, herunder antallet af samtaler. Det fremgår, på
hvilket grundlag psykologen udtaler sig (journaloplysninger, kontakter, testninger, terapi eller lignende). Det er væsentligt at sikre sig, at psykologen faktisk kan besvare forespørgslen med
baggrund i henvisningsårsagen og de stillede spørgsmål, og at psykologen undgår prognostiske skøn på et for spinkelt eller foreløbigt grundlag, fx forventning til tidsperspektiv for klientens
bedring.
Hvis en Aktuel Situation rummer spørgsmål angående den psykologiske kontakt, bør besvarelsen holdes på et generelt niveau. Eksempelvis kan psykologen beskrive, om klienten møder stabilt, om
kontakten er god, og om klienten er egnet til terapi. I de tilfælde, hvor klienten ikke synes at have gavn af den psykologiske behandling, kan det være relevant at angive de formodede grunde
hertil. Fx manglende bearbejdningsevne, den aktuelle sociale og økonomiske livssituation mv. Det er således ikke meningen, at psykologen detaljeret skal beskrive indholdet i den psykologiske
behandling.
En Aktuel Situation kan endvidere rumme spørgsmål, der lægger op til en beskrivelse af klientens funktionsevne. Eksempelvis i forbindelse med spørgsmål om, hvorvidt klienten kan revalideres
inden for et bestemt arbejdsfelt. Psykologen bør derfor forholde sig til, om spørgsmålet ligger inden for det felt, som henvisningsårsagen angiver. I givet fald bør psykologen holde besvarelsen
på et generelt niveau, og det er ikke meningen, at man skal give en personlighedsbeskrivelse af klienten.
Det er ikke psykologens opgave at udtale sig om, hvilke konkrete sociale ydelser klienten skønnes berettiget til eller har behov for, men alene at bidrage til forvaltningens beslutningsgrundlag.
Fx kan psykologen konkludere, at der i en børnesag bør overvejes anbringelse uden for eget hjem af hensyn til barnets tarv og udvikling, men det vil være forvaltningen, som afgør, om der skal ske
en anbringelse, og i givet fald hvor. Psykologen kan fx i en revalideringssag skønne, at klienten har potentialer for et uddannelsesforløb, men det vil være forvaltningen, som afgør sagen og
vurderer, hvorvidt og i givet fald hvilket uddannelsesforløb der kan blive tale om.
Psykologen kan i feltet ”Status” anføre supplerende oplysninger. Psykologen uddyber sin besvarelse om årsag til behandlingsforløbet samt vurderinger af de i anmodningen beskrevne forhold.
Endvidere oplyses om kontakten er ophørt på grund af fx manglende motivation, gentagne afbud, anden sygdom eller lignende.
I sager om vurdering af arbejdsevne bør psykologen i sin samlede helhedsvurdering være særligt opmærksom på at tydeliggøre, hvilke oplysninger der anses for faktuelle eller dokumenterede
oplysninger (fx testresultat), og hvilke oplysninger som primært er psykologens vurdering eller skøn på baggrund af kendskabet til klienten. Hvis arbejdsevne nævnes under andre blanketter, skal
denne formulering bruges.
Aktuel Situation leveres fra psykologen til kommunen normalt højst 2 uger efter modtagelse af henvendelsen. Hvis den ekstraordinært bliver forsinket, skal kommunen have meddelelse med
begrundelse herom. Hvis kommunen ikke hører fra psykologen, trods ”rykkere”, har kommunen mulighed for skriftlig at annullere bestillingen, og søge sagen oplyst på anden vis.
Betalingsfrist for kommunen er 3 uger efter modtagelsen af udfyldt blanket.